Julen har bragt velsignet bud

Af Arne Høj
Byråds og Regionsrådkandidat, Det Konservative Folkeparti – Ringkøbing-Skjern

Læserbrev Dagbladet Ringkøbing-Skjern – 29. december 2016

Det er ikke skolens opgave at forkynde, det har vi kirken til, og derfor er det helt naturligt, at skoler over hele landet tager eleverne med i kirke op til jul. Desværre ser alle skoler ikke ens på dette, hvorfor? Fordi de så gerne vil være religionsneutrale, så de ikke støder eller pådutter nogen noget! De tænker måske, at de gør samfundet en tjeneste, når de holder deres elever så langt væk fra den danske folkekirke, som de nu kan, men gør de nu også det?

Jeg må være ærlig, jeg er ikke nogen ørn til at recitere bibelske vers, og jeg går ikke i kirke hver søndag, men jeg anser mig selv for at være et kristent menneske, mens andre måske vil nøjes med at kalde mig kulturkristen, det handler, som så meget andet, om de øjne, der ser, det handler, om den helt subjektive holdning jeg selv og andre kan have til det at kalde sig kristen.

I disse dage er julen blevet fejret rundt om i mange hjem. Nogle har måske været i kirke før maden, juletræet og gaverne, andre har måske ikke. De, der har valgt kirken til, har også gjort det af forskellige grunde, nogle fordi de ser det som en god tradition, andre fordi det er hyggeligt, og andre igen fordi det er en helt naturlig ting i deres liv. Alle sammen er de velkomne, og alle sammen medvirker de til at fylde de danske kirker denne ene dag om året, det gør oplevelsen så meget desto bedre for alle deltagende.

For mig er julens budskab om Jesu fødsel noget, der både er traditionelt og hyggeligt, og som henover de sidste mange år er vokset til også at betyde en hel del i mit liv. Det har hjulpet mig til at blive bevidst omkring, hvor stor et aftryk kristendommen har sat på vores kultur, den kultur vi i Danmark har opbygget over flere hundrede år, og som i hvert fald har medvirket til at forme mig som menneske.

Og lige nøjagtig den sidste del er grunden til, at skoler i Danmark ikke skal forvandle sig til kulturrelativismens højborg, hvor enhver kultur kan være lige god, for hvis først vi relativerer vores kultur, så ødelægger vi et stærkt fundament under vores samfund, et fundament alle skal vide, at de har mulighed for at stå fast på til enhver tid. Vi skal være fælles om at bevare vores kultur ikke afskaffe den, for gør vi det, så afskaffer vi vores fælles fundament, og åbner først for alvor op for store skel i vores samfund, og lige netop det er, hvad kulturrelativisterne ønsker, ikke skal ske, desværre kan de ikke selv se, at det er det, som de åbner op for, når de ønsker at stille alle kulturer lige her til lands.

Vi har alt for længe ladet kulturrelativisterne få lov til at bestemme dagsordenen, fordi vi pludselig blev i tvivl om, hvad det var vi kom fra, det har betydet, at vi tager en masse særhensyn til andre kulturer, som fjerner fokus fra vores egen kultur, der derfor spises op indefra, hvorved den stille og roligt forsvinder, og det, vores forfædre har bygget op, bliver forladt og glemt for at blive aflyst af noget helt nyt og ukendt. 22. december skrev vores statsminister dette: ”Jeg skal ikke pådutte andre min tro, og de skal ikke pådutte mig deres. Vi har religionsfrihed her til lands. Men vi skal i fællesskab insistere på, at de helt grundlæggende værdier, som udspringer af Kristendommen, og som vores land er bygget på – frisind, ligeværd, tolerance – respekteres af alle.”

Jeg er 100% enig i hans ord, og jeg mener, at det bedste sted at lære de tre ting er ved at fortælle vores børn omkring vores kristne kulturarv, og sørge for at de i hvert fald en gang om året besøger en dansk kirke, hvor de får lov til at opleve en gudstjeneste, og hvorfor ikke gøre det i julen, hvor fællesskab, familie og kærlighed er i centrum.

Skolen er en vigtig kulturbærer, og skal ikke være kulturneutral, det er nødt til at betyde, at skolen heller ikke kan være religionsneutral, og det er ikke noget, den enkelte skole selv skal kunne beslutte, hvis vi skal kunne stå fast på vores kulturarv.