Havvindmøller og klimadebat

Af
Pia Olivia Christensen, Borgmesterkandidat, Det Konservative Folkeparti

Det er altid skønt, når det er fokus på Det Konservative Folkeparti, men at bebrejde os de kystnære havvindmøller og Socialdemokratiets klimaudspil, som Hr. Ivan Thomsen gerne vil, er nu nok lige at stramme den lidt, synes jeg. Vedr. de kystnære havvindmøller så var det et enigt Byråd i 2012, som ønskede havvindmøllerne. Det konservative Folkeparti var ikke medlem af Byrådet i 2012. Efterfølgende vedtog Folketinget et bredt energiforlig – baseret på det daværende Byråds ønsker for Ringkøbing-Skjern Kommune, og her ønskede man altså de omtalte havvindmøller. Manglede det daværende Byråd at sikre en ordentlig debat med lokalbefolkningen inden beslutningen blev truffet – herunder debat om selve beliggenheden? JA! Uden tvivl! Og personligt så jeg bestemt også gerne, at havvindmøllerne kom længere ude i havet og det har jeg også tidligere haft et læserbrev i avisen om. Men nu bliver møllerne altså kystnære, og lad os så få det bedste ud af denne beliggenhed. Lad os profilere os på den grønne omstilling – den er jo vigtig både lokalt og globalt.

Det er konservativ politik at støtte grøn energi og at støtte erhvervslivet i hele landet. Med vindmøller slår vi ”to fluer med ét smæk” og det er vi stolte af. I Dagbladet d. 11. juli 2017 fremgår det, at der for første gang nu er lavet en opgørelse over, hvor meget vindmølleindustrien bidrager med til den samlede skatteindtægt i kommunen, og beløbet udgør ca. 6 % af den samlede skatteindkrævning. Det giver os rigtig mange millioner i kommunekassen, som vi kan bruge på at styrke vores kerneydelser og skabe en kommune, hvor mennesket er i centrum. Det fremgår også af artiklen, at vores vindmøllevirksomheder faktisk bidrager til dansk økonomi med næsten 3 procent af hele Danmarks bruttonationalprodukt. Det er superflot og bestemt noget, som vi alle har grund til at være stolte og taknemmelige over – og i Ringkøbing-Skjern Kommune ligger vi på første pladsen.

Og lad os så også lige være fair vedr. Socialdemokratiets forslag på klimaområdet. Om S får omsat deres forslag til lov, melder historien jo ikke noget om på nuværende tidspunkt. Det må komme an på, hvor S selv lander deres forslag samt kommende forhandlinger. Men jeg håber da virkelig ikke, at der findes et dansk parti, som ikke gerne vil yde en indsats i forhold til klimaet og miljøet og dermed også vores fælles planet og menneskeheden. Dog tænker jeg også, at hvis vi for alvor vil gøre en forskel for vores planets overlevelse, så skal vi have både Kina, USA og hele den tredje verden meget mere på banen og vi skal også tænke på meget mere end vindmøller – fx hybrid- og elbiler, reduktion af affald og økologi.