2+1-vej: Ikke kun V og DF som har knoklet for det

Af: Pia Olivia Christesen, Folketingskandidat, Det Konservative Folkeparti, Ø. Strandgade 23, 6950 Ringkøbing

Borgmester Hans Østergaard har d. 29. maj 2019 et læserbrev i Dagbladet, hvor han roser V og DF for at have landet en aftale om en 2+1-vej mellem Herning og Ringkøbing.

Vi har i den grad hårdt brug for en opgradering af vores vejnet af alle de årsager, som Hans også nævner – vi er Danmarks mest producerende kommune og en 2+1-vej er helt afgørende for vores fortsatte vækst og dermed også vores muligheder for at få penge i kassen til vores lokale velfærd.

2+1-vejen er reelt set i fare med Socialdemokratiet ved roret.

Men jeg synes nu nok, at det vil klæde Hans Østergaard og Venstre ikke at tage hele æren for noget, som de ikke har hele æren for. Det var ikke V, der indgik en aftale med DF. Det var Regeringen. Regeringen = Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.

I lørdags til debat på Torvet var jeg i øvrigt den eneste, som gik Anette Lind fra Socialdemokratiet på klingen med S’s ikke-prioriteret liste – der kom ikke mange ord fra Kenneth Mikkelsen i den forbindelse eller Kristian Andersen for den sags skyld.

Jeg er med på, at det er valgkamp, men vi skal alle lige huske hele fortællingen og ikke kun rose ens eget parti, når æren faktisk tilfalder flere.

Jeg er selvfølgelig glad for, at jeg i lørdags gav Borgmesteren gode ideer til hans læserbrev – Hans’ afsluttende ord om at stemme med hjertet og lytte til fornuft, var nemlig også mine. Bortset fra at borgerlig vestjysk fornuft næppe er noget V i disse dage kan gøre krav på, eftersom de ønsker at sove i samme seng som S.

Stem derfor på Det Konservative Folkeparti – stem personligt på en kandidat fra Ringkøbing. Stem på mig!