Børnene er vores fremtid

Af Pia Olivia Christensen, Folketingskandidat, Det Konservative Folkeparti

For mig handler Grundlovsdag om fædrelandskærlighed og fejring af et frit Danmark med fokus på vores demokrati og vores frihedsrettigheder.

Et demokratisk samfund kræver, at vi værner om netop demokratiet, og fra barnsben lærer ikke alene hvad et frit Danmark betyder, men også hvad det vil sige at være en del af det danske fællesskab. Jeg tror, at denne viden og forståelse kræver en kærlig og tryg barndom. Alle børn fortjener en god start på livet, og det kræver trygge rammer både derhjemme, i børnehaven og i skolen; men det kræver også en sikkerhed for, at hvis der er behov for hjælp, så kan man som barn regne med, at det offentlige system træder til.

Gennem mit mangeårigt kommunalt arbejde rundt omring i Danmark har jeg desværre ofte oplevet, at ikke alle børn trives – at alt for mange børn er omsorgssvigtet og alt for mange af disse børn vokser op og bliver udfordret af at skulle klare sig selv og kommer på offentlig forsørgelse. OG alt for mange unge, som måske nok har haft en tryg og god barndom bliver ramt at depression, angst og stress. På grund af psykisk sygdom bliver de sygemeldte og får måske aldrig sådan rigtigt fodfæste på arbejdsmarkedet igen.

Det er trist for de pågældende børn og unge, og det bliver i den sidste ende rigtig dyrt for samfundet.

Der er et rekord stort antal underretninger til kommunerne – vi bliver Gudskelov mere og mere opmærksomme på, at der er børn, som har brug for en hjælpende hånd. De kommunale medarbejdere knokler i Børne- og familieafdelingerne og det kan være svært at følge med, hvis ressourcerne er knappe. Men vi må ikke svigte børnene og vi må ej heller svigte de kommunalt ansatte. Børnene skal hjælpes – de er vores fremtid. Den ofte lange sagsbehandlingstid er helt uacceptabelt – børn i nød har brug for hjælp her-og-nu.

Vi politikere må aldrig fristes af hurtige besparelse, som kun alt for let går ud over børnene. Og vi må ej heller svigte de mange medarbejdere i kommunerne som kæmper for at hjælpe børn hver evigt eneste dag. Vi kan ikke være bekendt at lade disse medarbejdere gå ned med stress eller at skabe forhold som gør, at de konstant må søge nye jobmuligheder for at undgå sygdom, fordi der ikke er hænder nok, dér hvor de er.

Vi skal turde investere i børnene og deres fremtid, og vi skal tude investere i at hjælpe dem.

Hvad er det for et samfund vi har udviklet i dag? Jeg vil jo til enhver tid sige, at det på mange måder er et helt fantastisk samfund, som vi har – vi har meget at være både taknemmelige over og stolte af.  Og så er der områder, hvor vi, efter min bedste overbevisning, bliver nødt til at revurdere for at skabe bedre balance og færre borgere på offentlig forsørgelse.

Som tidligere nævnt, så oplever jeg jævnligt, at unge mennesker går ned med stress, depression eller angst. De har måske startet voksenlivet rigtig godt – fået sig en uddannelse, blevet gift og fået børn og pludselig kollapser de – de har på en måde mistet sig selv under vejs i deres stræben efter at opfylde alle de krav, som har været til dem lige fra barnsben af.

De har nærmest helst skulle kunne læse, skrive og regne inden de begyndte i skole. I skolen skulle de helst knokle for at få de højeste karakterer. Så hurtigt på gymnasiet eller handelsskolen – ingen ”fjumreår” som vi andre og så straks videre i uddannelse og helst lynhurtigt gennem uddannelsen, fordi vi som samfund forventer, at de skynder sig at betale tilbage vores fælles husholdningskasse i form af hurtigt at stille deres arbejdskraft til rådighed…………. Jeg ved ikke med jer, men jeg bliver forpustet bare ved tanken. Der er ikke tid til eftertanke og refleksion længere, når man er ung og det synes jeg er en trist menneskelig og samfundsmæssig udvikling og jeg tror også, at det giver bagslag.

I vores bestræbelser på at skubbe de unge hurtigere frem skaber vi også mange unge, som ikke trives og som må ende med at sygemelde sig. Ud over at det er trist for de mennesker, som det går ud over, så er det altså igen en dyr løsning for samfundet.

Jeg tænker således, at det er langt bedre at forebygge end at helbrede. Og det tænker jeg for øvrigt indenfor alle områder. Forebyggelse er naturligvis ikke billigt, men helt ærligt så tror jeg, at den anden løsning er langt dyrere – både menneskeligt og samfundsmæssigt.

Vi har bestemt på mange måder et enestående godt samfund, men et eller andet sted er der således også noget, som har brug for vores opmærksomhed.

Den teknologiske udvikling har ført rigtig meget godt med sig, det hersker der ingen tvivl om, men gennem den er vi også konstant ”på” – det bipper ofte her og der og alle vegne og vi vil helst følge med i det hele, og også vise omverden, hvad vi selv går rundt og laver. Vi giver stort set aldrig os selv fred til blot at være tilstede i det nuværende øjeblik og nyde hinandens selskab. Når vi ønsker at udstille vores nuværende øjeblik, er vi ikke længere tilsted i nuet – det, tror jeg, er rigtig skidt for vores ve og vel.

Min mor snakker ofte om ”gamle dage” og hendes skønne oldebarn, Laura, svarede på et tidspunkt: ”Olde, du taler altid om gamle dage”.

Men jeg tror nu, at min kære mor har fat i noget her – vi kan naturligvis ikke skrue tiden tilbage og det skal vi heller ikke ønske, men jeg tror, at vi kan lære noget af de ”gamle dage” og lade nærværet i vores relationer til hinanden komme mere tilbage.

Lad os turde at gå glip af noget og lad os turde ikke vise alt frem til andre, men bare nyde dét, som er.

Selv om jeg jo som konservativ selvfølgelig går 100 % ind for at skabe så optimale vilkår for det private erhvervsliv som overhovedet muligt, så tænker jeg faktisk ikke, at livet handler om at knokle derudaf i ét kæmpemæssigt overforbrug – det tror jeg faktisk blot er skadeligt både for vores planet og for os selv.

Nej, for mig handler livet mere om, at vi skal turde skabe større indre selverkendelse og lære at leve i nuet i kærlighed og fred til os selv, vores nærmeste og verden som helhed.

Og dette er ikke kun en udfordring vi har rent samfundsmæssigt, det er også et ansvar vi har hver især som menneske – at vi skal lære at stoppe op i tide, hvis vi kan mærke, at det, vi gør med vores liv og vores familie, ikke virker. Hvis vi vil være hele mennesker i trivsel, så tror jeg, at vi har brug for et langt større personligt initiativ og ansvar. Vi skal nemlig turde slippe kontrollen, vi skal turde slippe perfektionismen og så skal vi turde læne os lidt mere tilbage og nyde livet – ikke på statens regning, men fordi vil selv vælger at prioritere det – fordi vi selv vælger at sætte vores ve og vel først, og på den måde, tror jeg også, at vi selv er med til at forebygge ubalancer i vores liv.