Spørgsmål til borgmesteren vedr. entreprenørarbejde: Hvorfor ikke bakke op om kommunens erhvervsliv?

Af Esther Haubjerg Jørgensen, Tangsvej 21, Ringkøbing. Byrådskandidat for Det Konservative Folkeparti

Spørgsmål til borgmester Hans Østergård

I dette dagblad den 22.09 stillede jeg borgmesteren nogle spørgsmål vedr. Ringkøbing-Skjern Forsyning.
Formand Helge Albertsen (S) har den opfattelse, at det er en gammel ideologisk diskussion fra 90´erne. Den deler jeg ikke. Borgmesteren har selvfølgelig mange gøremål, men jeg ved, at der er en del, der venter spændt på, hvad Venstre tænker om nedenstående spørgsmål. Derfor tillader jeg mig at spørge igen og håber, at borgmester Hans Østergård kan finde tid at svare på spørgsmål vedr. kommunens erhvervsliv.
Medmindre at Venstre ER så meget i forbund med Socialdemokratiet, at de er ens over hele linjen.
Ja, vi går til valget, og borgerne/vælgerne fortjener vel at vide, om der overhovedet er forskel på S og V i Ringkøbing-Skjern Kommune.
Jeg gentager: ”Borgmester Hans Østergård (V) og liberal og som selv har været selvstændig, vil du svare direkte og utvetydig på spørgsmålene”:

  • Går du som kommunens borgmester efter at det offentlige skal have arbejdsområder, som kommunens virksomheder med maskinpark mm  kan udføre? 
  • Er det Forsyningens opgave at eje maskinpark og lave entreprenørarbejde?
  • Er det Forsyningens opgave at søge efter entreprenørmedarbejdere med erfaring?

Venlig hilsen Esther Haubjerg Jørgensen