Forslag til omlægning af trafikken på Herningvej: Led den tunge trafik uden om Ringkøbing

Af Esther Haubjerg Jørgensen, Tangsvej 21, Ringkøbing, Byrådskandidat for De Konservative

Borgere på Rindumvej og Kærbyvej i Ringkøbing har spurgt byrådskandidater om holdning til debatten om forslaget til en ny omfartsvej.

Jeg støtter følgende forslag, som flere er kommet frem med. Hvorfor ikke prøve af? Det er både billigt og nemt at gå til. Start med en forsøgsperiode på et år:

Led al tung trafik fra Røgind Kro over No, Heager til Ringkøbing og lav en højresvingsbane på Holstebrovej ved Fakta/rundkørslen. Det vil sige, at lastbilkørsel fra Røgind Kro til Ringkøbing kun er tilladt, hvis man har ærinde i den vestlige ende af byen.

Så kommer al tung trafik til Vestas, tømmerhandel, Kloster, Søndervig og Hvide Sande ikke til at belaste den nuværende ringvej i Ringkøbing. Omkørslen betyder max. 2-3 minutter i mertid.

Fordele: Man får stadig masser af turister forbi byen, nuværende omfartsvej vil fint kunne klare presset år fremover, og Vestas’ tunge trafik forsvinder både fra Nørredige og Ringvejen.

I denne periode kan trafikken også vurderes ved No by. Er den til stor gene, kan der eventuelt laves en lille omfartsvej udenom husene – alt andet lige må det da være til at gå til og ikke særlig økonomisk tungt.

En meget aktuel trafik-udfordring er også Søndervig/Hvide Sande og P-kælder i Ringkøbing, hvor penge nemlig også skal bruges.