Skal du selv vedligeholde kørebanen på din adgangsvej fremover?

Af Niels Peter Jensen, Grønningen 18, Skjern, Kandidat til KV21 for Det Konservative Folkeparti

Læserbrev: Teknik- og Miljøudvalget har i sit møde den 19. juni 2018 besluttet at igangsætte harmonisering af de offentlige veje. Såfremt forslaget gennemføres, vil hundredvis af offentlige veje i Ringkøbing-Skjern Kommune blive omdannet til private fællesveje. I Skjern by omfatter forslaget 70 forskellige vejstrækninger. I Tarm drejer det sig om 61 vejstrækninger indenfor bygrænsen. Gæt selv, hvor mange der er tale om i din by.

På private fællesveje er det ejeren af de tilstødende grunde, der har ansvaret for, at vejene holdes i en god og forsvarlig stand i forhold til trafikken på vejen. Hver enkelt grundejer skal sørge for at vedligeholde vejen ud til vejmidte foran egen matrikel. Hertil kommer nødvendig snerydning og saltning på denne del af kørebanen. Og ikke nok med det. Grundejeren skal også renholde rendesten og brønde. Hvis kommunalfuldmagten ikke rækker langt nok risikerer mange grundejere også at skulle betale alt vedrørende vejbelysning.

Grundejerne er erstatningsansvarlige, hvis der sker uheld på vejen, som medfører tab eller erstatningspligt, og som skyldes vejens manglende vedligeholdelse eller f.eks. manglende glatførebekæmpelse.

I nyere udstykninger varetages de nævnte opgaver på de private fællesveje typisk gennem grundejerforeningen eller vejlavet og det kan fungere udmærket, når der er tinglyst pligt til medlemskab på de tilstødende grunde.

I ældre udstykninger derimod, hvor der normalt ikke er tinglyst en sådan medlemspligt, forholder det sig modsat. Her har den enkelte grundejer ofte betalt en lidt højere købesum for ejendommen i forventning om, at vejmyndigheden varetager de nævnte vejopgaver. Erfaringsmæssigt er det vanskeligt at opnå enighed om at oprette et fælles vejlav med medlemspligt i sådanne ældre udstykninger. Der er næsten altid én eller flere grundejere, som foretrækker selv at rydde sne mv. og hvad skal den fælles fejemaskine så gøre ud for disse ejendomme? Det fører let til splid og ballade.

Fra min side skal der lyde en klar opfordring til, at det nye byråd med et forventeligt solidt borgerligt flertal i 2022 træffer beslutning om at undlade at gennemføre nedklassificering af de mange offentlige veje i Ringkøbing-Skjern Kommune. Jeg er opstillet til kommunevalget 16. november for Det Konservative Folkeparti. Såfremt jeg bliver valgt, vil jeg gøre mit til at sikre, at projektet bliver lukket ned.