2+1-vejen: Pas på Hundeskoven – og lad os få et borgermøde

Lennart Qvist, Gruppeformand, Det Konservative Folkeparti, Smørblomsten 44, Ringkøbing.

Læserbrev: Lige nu er planen, at omfartsvejen ved Ringkøbing kommer til at gå gennem Hundeskoven. Herudover vil der også blive begrænset adgang til Hostahaven og Campingpladsen samt lukket for adgang mod Velling ad Skraldhedevej.

Man kan undre sig over, at denne linjeføring ikke har skabt mere debat i Ringkøbing?

På byrådsmødet 16. august efterspurgte vi derfor en dialog om den kommende omfartsvej, og vi opfordrede Ringkøbing Udviklingsforum til at starte et debat om dette.

Vores forslag ville være, at man undersøgte muligheden for at frede Hundeskoven ved, at omfartsvejen bliver lagt nord om Hundeskoven fra Røgind til Mergelvej. Dermed kunne man undgå ændringer af Herningvej fra Kuben til Røgind, da størstedelen af trafikken vil flytte ud på omfartsvejen.

Vi håber, at der snarest bliver indkaldt til et borgermøde, hvor den nye omfartsvej kan drøftes.